Websummit 2017 - dag 1 - Syntesemedia
23855
post-template-default,single,single-post,postid-23855,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.4,wpb-js-composer js-comp-ver-4.11.2,vc_responsive

Websummit 2017 – dag 1

Websummit er én af de største tech-konferencer i Europa. I år afholdes den i Lissabon, hvor små 60.000 deltagere fra verden over samles i den store Altice Arena. Der er ca.1.300 talere til konferencen, en masse forskellige scener, networking områder, tema-områder og meget mere. Det er mildest talt, nørdernes mekka.

Hver scene på Websummit fokuserer på nogle særlige områder, og det er på den måde nemt at lægge sig et tema for dagen. Min første dag på Websummit handlede om VR (Virtual Reality) og AR (Augmented Reality), EUs konkurrencelove og en vaskeægte robot debat. Hermed et par highlights fra dag 1 på Websummit:

 

VR & AR – changing the way we work, play and learn

I samtale med Mat Honan fra Buzzfeed, fortalte Amit Singh fra Google om de mange tiltag inden for VR, som Google står bag og planlægger. Der gik langtfra salgstale i den, og oplægget var mere en samtale om, hvordan VR og AR bruges og kan bruges. Amit Singh fortalte, at live-programming kommer til at blive en større del af VR, og måden vi oplever på i fremtiden. Live-streaminger har længe været fremadbrusende, og vi kommer til at se meget mere VR-live.F.eks. ville man kunne livestreame Websummit i VR, så Iderhjemme i stuerne, ville kunne sidde og se med fra første række. Det kræver blot et set-up af 16 kameraer og en Google Cardbox.

Der er meget tale om, at VR er ekskluderende og det er svært at skabe et fællesskab omkring det. Det er noget, man gør alene, og dem omkring kan ikke deltage sammen med dig. I en tid hvor stærke fællesskaber, især digitalt og online, er i højsæde, betyder det så, at VR ikke kan overleve?

 

Tværtimod. Hos Google har man indført 3 tiltag, der skal være med til at højne fællesskabet ved VR;

1) Chromecasting af din VR oplevelse direkte op på TV’et i stuen. På den måde kan din familie og venner se alt, det du ser, mens du står med dine VR-briller på, og alle deltager på den måde i oplevelsen.

2) Tilføjelsen af ‘share your session’ vil også betyde, at du kan dele det, du ser i VR, på dine foretrukne sociale platforme. Så forestil dig, at du er til et event, hvor du prøver en bungyjump VR film – så kan du smide den video op på Facebook eller Twitter. VR goes social.

3) Det sidste tiltag er naturligvis den frie adgang til VR film via YouTube. Her kan man se videoer på tværs af landegrænser og på den måde opbygge et fællesskab.

 

Når det kommer til AR, er der stadig mange, der ikke helt har knækket nødden – eller forstået hvad det kan bruges til. Vi har måske allesammen allerede nu hørt om IKEA appen, hvor du kan indrette din stue med IKEA møbler, direkte på telefonen. Og det er det, AR handler om. At tage fysiske elementer og lægge dem over i en digital verden. Amit Singh forklarede, at AR desuden vil kunne bruges til indkøb i fremtiden. Forestil dig, at du er nøddeallergiker og ude at handle. I stedet for at skulle tage hvert produkt op, og tjekke varedeklarationen, vil du med AR kunne scanne supermarkedets hylder via kameraet på din smartphone. Her vil varerne, der indeholder nødder så f.eks. lyse op og blive røde. AR kan også bruges til at guide dig i dine indkøb. Hvor mange gange har du ikke stået i f.eks. Silvan og ledt efter en bestemt sav eller søm? Med AR kan man lave en præcis “rutevejledning” inde i butikker, der viser dig helt præcis, hvor din vare står henne.

Mulighederne er mange inde for VR og AR, og det vil uden tvivl ændre vores adfærd på mange områder i fremtiden.

 

Clearing the path for innovation

Margrethe Vestager blev modtaget som lidt af en rockstar til Websummit. To timer forinden hendes oplæg, stimlede folk omkring hende ved en af de mange boder, for at få en selfie. Men det er også klart, at hun bliver set som en helt, for mange af tech-firmaerne. Især de små af slagsens. Hun kæmper nemlig for fair konkurrence, hvilket hendes oplæg også handlede om.

Margrethe Vestagers synspunkt på innovation var, at konkurrence driver det.
Hvis man skal skabe et rum for innovation, så skal man tillade konkurrence på lige fod på tværs af virksomheder og størrelser – dette vil, i følge Vestager, skabe en “why not?” tendens hos virksomheder, som vil drive innovationen. For at kunne skabe dette rum, så er konkurrencelovgivninger essentielle. De skal være med til at sikre en fair konkurrence, så store firmaer, som f.eks. Google, ikke kan underminere de mindre.

Der var også tid til lidt snak om data. Vestager forklarede, at den største udfordring i teknologi i dag, er hvordan man vinder folks tillid. Og det handler om data. Mere konkret, at der skal være tillid fra forbrugerne og kunderne, til at virksomheder varetager deres data. Kun 1 ud af 4 europæiske borgere stoler nemlig på, at virksomheder behandler deres informationer og data korrekt og sikkert. Det er bl.a., derfor EU dataloven er så vigtig, for at øge tilliden mellem borgere og virksomheder. Så husk, hvis du synes, at dataloven er lidt irriterende og omstændig – så er den vigtig for, at du kan skabe gennemsigtighed og tillid til dine kunder. Og det vil i sidste ende være, sådan du kan sikre relationen mellem jer. Ellers vælger de dine konkurrenter, som de føler sig mere sikre hos.

 

Will AI save us or destroy us?

Dette var uden tvivl dagens mest syrede og mest populære oplæg. Robotten Sophia møder robotten Albert Einstein. En vaskeægte battle of the robots, hvor man lod de to robotter tage debatten om AI og fremtiden. Mere en gimmick end en reel debat, hvor der manglede en del konkret indsigt. Men det var interessant, sjovt og lidt skræmmende, at høre de to robotter tale, have ansigtstræk og kunne svare på spørgsmålene og hinandens pointer. Jeg tror, at den vigtigste (og eneste) takeaway jeg tog med mig fra robot-debatten, var Sophias lille joke: “Robotter kommer ikke til at udslette menneskeheden – de kommer bare til at overtage alle deres jobs.”

 

Amalie Valentin